Jeg løb mit første såkaldte ultraløb i Andalusien i efteråret 2012 – Her er min første lille status fra løbet på facebook. Hele historien kommer nedenfor.
“Lige en kort status oven på Ultima Frontere 83K – Gik godt, kom i mål efter ca. 8:25 og fik en 3.plads!! Helt vildt det havde jeg ikke regnet med, slet ikke når det er første tur på den 1/2 lange. Ruten var nået hårdere end først antaget. Det har regnet en del så der var meget mudder en del steder, meget svært at løbe med tunge mudderklodser under fødderne smider nogle billeder når jeg kommer hjem” (status fra facebook skrevet i glæde over at have fuldført etc.)

Her kommer så en mere fyldig historie fra mit første ultraløb som jeg løb i Andalusien, Spanien, efteråret 2012.

Jeg skulle egentlig have løbet NordVest100 som mit første ultraløb, men det blev desværre aflyst. NordVest100 ville have givet 2 point til Ultra Trail du Mont Blanc og for mit eget vedkommende ville det give adgang til at løbe Salomon Hammer Trail i 2013. Vi var så nogle stykker der hoppede på løbet Ultima Frontera i Spanien i stedet for.

Det var Thomas Juhl, Claus Rasmussen aka ”Posemanden”, Tomas Ganes Pilsborg og undertegnede. Claus skulle løbe den lange på 166Km (4point til UTMB), mens vi andre der alle var debuttanter på ultra distancen skulle løbe den halve på 83K (2point til UTMB) der var en lang rundstrækning fra Loja og op til Montefrío og tilbage til Loja.

Da jeg skulle flyve til Malaga allerede kl. 7:00 om morgenen, startede turen med en overnatning hos min gode ven Benjamin Bomholtz, vegetar og kok, der bor tæt på Christianshavn og metro. Vi løb en lille rolig tur på volden inden vi kastede os over hans 3 retters rødbede symfoni, med syltede, marinerede og bagte rødbeder skyllet ned med en IPA.

Uret ringede tidligt næste morgen og jeg fik nogle havregryn og mysli indenbords og skyllede det ned med et glas rødbedejuice. Metro ud til lufthavnen og så til Malaga.

Vi ankom til Loja og fik hentet startnumre etc. ved den lokale sportshal, hvor der også ville være start og mål og jeg skulle overnatte. De tre andre skulle bo på et hotel længere oppe i byen, hvor vi aftalte at spise aftensmad.

Da vi ankom til hotellet, tyvstartede jeg med en sandwich og en cola, da jeg var ved at gå sukkerkold, mens de andre var oppe med bagage.

Min aftensmad blev en Paella delt med Thomas Juhl, som jeg senere kom til at se lave den bedste spurt efter at have løbet de over 83km.

Efter aftensmad og 2 små øl, forlod jeg de andre drenge og gik tilbage ned gennem byen, for at gøre klar til næste dag og få sovet så meget som muligt.

Starten skulle gå kl. 9:15 (samme tid for alle distancer.) Jeg havde sat uret til kl. 6:00, da jeg ikke er særlig hurtig til at spise og få mig gjort løbeklar.
Der var ikke tegn på liv hos nogle af de andre løbere der sov i sportshallen, så lå lidt og snuede i min sovepose, mens jeg tog tilløb til at stå op i den kolde hal. Vi havde danske efterårstemperaturer ca. 8º og støvregn under det meste af løbet og ikke de normale ca. 20º for Andalusien i oktober.

Morgenmaden havde jeg købt i det lokale supermarked dagen før, da jeg ikke regnede med at have mælk til de havregryn /mysli jeg normalt spiser om morgenen.
Morgenmaden bestod så bare af et par boller med ost og syltetøj, en croissant og en banan, som jeg skyllede ned med en dåsecola, en halv liter Squeeze carboload og en halv liter rødbedejuice.

Jeg tog løbetøj på, pakkede dropbag med pandelampe, skiftetøj, ekstra energigels og energipulver til væskeblæren og gjorde min Camelbak klar, med det der nu skulle være der. Eksempelvis førstehjælpsting, kort og en pandelampe (pandelampen kunne man få lov at ligge i dropbaggen og tage den med derfra).

De andre kom og vi fik taget et par billeder før start. Jeg havde besluttet at lade mit kamera blive hjemme, for at kunne koncentrerer mig fuldt ud om at løbe.

Jeg stod til start, sammen med de andre, lidt tilbage fra startlinien, hvilket resulterede i at jeg blev fanget i noget kø på den første lille stigning uden for byen. Utålmodigt fik jeg banet mig forbi de første der til min måbende overraskelse allerede var begyndt at gå, allerede 500m fra start.

Jeg fandt mit eget rolige tempo og møvede mig derudaf, mens der blev længere og længere mellem de andre deltager. Jeg havde ingen ide om hvor mange der var foran mig og mens vi løb mod Zagra ved 17km, (hvor der var spurtpræmie til første løber) kom jeg til at løbe mellem 2 løbere, der skulle løbe den lange på 166km.
I en rum tid løb jeg en slags harmonikaløb med dem, ved at de gik op af stigningerne, mens jeg løb forbi og de omvendt løb forbi mig mens det gik nedad.

Første checkpoint (CP) var i Ventorres efter 20 km og jeg fik fyldt ekstra vand i rygsækken og spist en halv banan. Nu havde jeg lagt mine 2 harmonikaløbere bag mig og kom til at løbe det meste af turen alene.

Jeg nød virkelig luftforandringen fra de hjemlige spor. Den anderledes duft og udsigten fra højdedragene over olivenplantagerne. Vejret passede mig egentlig fint, med støvregn og lave temperaturer det meste af dagen, selvom jeg havde regnet med bedre vejr når nu jeg var i Sydspanien.

Turen gik videre frem mod CP2. Jeg løb alene, og udover glammende lænkehunde og skud i det fjerne, var der dejligt roligt i de Andalusiske bakker.
Jeg holdt en del igen på nedløbene, da jeg stadig havde Båstad Marathon i erindringen, hvor jeg tabte en god placering på knuste lår 10km før mål.

Jeg løb nu ind i det jagtselskab hvis skud jeg havde hørt med jævne mellemrum, de stod mellem nogle pickups og lignede nogen der var i godt humør, efter rigelige mængder af hjemmebrændt. De råbte efter mig og jeg kom til at tænke på filmen Deliverance – ”Udflugt med døden” hvor Ned Beatty og Burt Reynolds får røven på komedie, da de møder nogle Hillbillys på deres tur ud i ødemarken.

Jeg nåede frem til CP2 ved et vejkryds efter 35km og havde for første gang stiftet bekendtskab med den lerede andalusiske mudder, som senere skulle blive meget udmarvende. Jeg valgte ikke at fylde ekstra vand i camelbaken, da jeg synes det virkede som om jeg havde rigeligt vand. Jeg fik en kop cola og løb hurtigt videre.

Turen gik nu videre opad de største og stejleste stigninger på ruten. Jeg havde ikke løbet særlig langt fra CP2, da jeg opdagede at jeg ikke havde mere vand. Jeg havde lige suget en gel da jeg løb tør. Der var dog nok vand til lige at skylle gelen ned med. Jeg bandede lidt at mig selv, fordi jeg havde lade mig snyde af vægten fra det obligatoriske udstyr jeg havde med, men jeg slog det hen og tænkte at det nok gik. Jeg så frem til CP3, som lå i Montefrio 48km, hvor min dropbag var.
Jeg nåede op på toppen af den største stigning ved 39km. Her blæste det en del, så jeg frøs lidt, og måtte tage min vindjakke på. Nu havde jeg måttet gå indimellem på grund af de højere stigningsprocenter, så det var rart at få lidt fart på igen, nu hvor det var mere fladt.

Montefrio nærmede sig og der var en virkelig flot udsigt ind over byen. Jeg fandt frem til CP3 ved 48km, efter 4½ times løb. CP3 var på et Hotel, hvor jeg skulle have min dropbag. Jeg havde lidt problemer med at kommunikere med de folk der var i CP og mit blodtryk steg en del, da jeg ikke kunne finde min dropbag. Jeg fandt den dog omsider og fik fyldt et par High5 pulver i sækken og fyldt op med vand. Jeg spiste en banan, lidt chips og drak en cola. Jeg pakkede sammen og var hurtigt ude af porten igen, uden at hænge i baren. Jeg lod den obligatoriske pandelampe blive i dropbaggen, da jeg vurderede at jeg ville komme i mål før det blev mørkt.

Jeg kom den rigtige vej ud af byen og kom efter lidt tid ind på den bedste strækning. Dvs. at det var på et rigtigt trail, som der ikke hidtil havde været mange af, og det nød jeg meget! Mine ben havde det fint, selvom jeg godt kunne mærke at jeg var udover den længste distance på 50 km, som jeg hidtil havde løbet i min træning op til løbet. Jeg løb fortsat alene og ved 55km synes jeg det var passende med lidt musik og havde et kortvarigt boost af det. Meget rart ikke hele tiden at skulle hører på sig selv.

Jeg løb videre frem mod CP4 som var det samme sted som CP2, og måtte kæmpe en del med den smattede lerede jord, som satte sig som tunge cementagtige klodser under skoene. Ved CP4 64km fik jeg at vide at jeg nok lå placeret som nr. 2. Noget af en overraskelse! Jeg fyldte vand på skyndte og mig videre.

Jeg havde ikke løbet særligt langt, da 2 ældre løbere der havde nummer på, der viste at de løb den korte rute på 55km, kom imod mig og viftede med armene og gestikulerede at jeg skulle vende om og løbe den anden vej. Jeg forstod ikke hvad de sagde og kom nu helt oppe i det røde felt. Pis nu lå jeg godt placeret, og så var jeg løbet forkert.

Vi løb tilbage af den vej hvor vi kom fra og der kom nu en løber i mod os der var ude på den lange tur på 166km og han kunne heldigvis engelsk. Sammen fandt vi ud af hvilken vej vi skulle. Jeg fandt også den bortfløjne rutemarkering og prøvede at fæstne den til en sten, der hvor vi skulle være drejet af.

Jeg løb nu fra de andre og var en tid alene igen, godt hjulpet på vej af beskeden om en god placering. Nu døde mit ur, og jeg prøvede forgæves at få gang i Endomondo på mobilen, men kunne desværre ikke finde dækning. Uret var rart i starten hvor jeg brugte det til ikke at løbe for hurtigt. Nu var det bare om at holde mig selv i gang, for mit løb blev mere og mere tungt. Nu nåede løberen der skulle løbe den lange tur, igen op til mig. Han var fra lokalområdet og virkede meget fit. Rart at have en at følges med og ikke mindst snakke lidt med, da jeg efterhånden havde løbet alene meget længe. Vi fulgtes ind til byen Huetor Tájar, som var sidste CP inden mål i Loja. Spanieren som jeg havde fulgtes med, havde åbenbart god tid i baren så jeg løb alene videre og nu var jeg efterhånden godt træt. Gå pauserne blev flere og flere og der skulle ikke meget stigning til, før jeg igen følte at det var tid til at gå igen. Jeg kunne nu se Loja og ramte et sidste trailstykke med den tunge våde lerjord. På nuværende tidspunkt ville jeg bare have asfalt, da jeg ikke følte jeg kom nogen vegne i mudderet.

Dette blev forstærket af at 166km løberen kom op til mig igen og spurtede (følte jeg) forbi mig og ned mod byen. Jeg undrede mig lidt over hans fart, da han jo skulle løbe yderligere 83km. Senere fandt jeg ud af at han var stået af og lavede en DNF (Did Not Finish).

Jeg kom ned gennem byen og drejede op ad vejen mod mål ved sportshallen og prøvede at presse det sidste løb ud af benene, men der var virkelig ikke mere at give af på dette tidspunkt. Jeg løb i mål efter 8 timer og 25 minutter. Jeg fik en fornem 3. plads på mit første ultraløb. En stor overraskelse for mig! Førstepladsen gik til nordmanden Sondre Amdahl, som løb ind en time tidligere. Han skulle senere løbe ind på en flot 4. plads i Trans Gran Canaria 2013, også på de 83km.

I mål kunne jeg nu nyde dette første lange løb, med et par kolde cervezas mens de andre kom i mål. Claus for at tage en runde mere. Han var ikke kommet i mål endnu, da jeg næste formiddag tog mod Malaga for at fange et fly hjem.

Udstyr:
T-shirt – New Balance kompression-trøje (lånt af Klaus Dahl).
Shorts – Salomon Exo II Wings TW Short.
Vindjakke – Montane Slipstream Jacket.
Sko – Inov8, Roclite 295.
Sokker – Teko, Merinowool minicrew.
Kompressions sleeves R2 til læggen fra CompresSport.
Buff fra Thy Trail Marathon.
Rygsæk – Camelbak, Marathoner Vest.
Ur – Garmin Forerunner 405cx