We can be Heroes Just for one day

Hygge

Hygge

Race rapport – Winforce100 – 2013

We can be Heroes Just for one day

Et løb som jeg længe havde set frem til og hvor jeg skulle prøve mig selv af på hvad der skulle blive min hidtil længste distance på 100km.
Jeg havde selvfølgelig gjort mig mange tanker om løbet. Specielt efter et ikke særligt vellykket Hammertrail på de 50 miles.

Jeg tog op aftenen før sammen med Klaus Dahl og Pia Joan Sørensen til et sommerhus i nærheden som jeg havde lånt af en god gammel ven.
Vi havde booket bord på Høve Skovpavillion, hvor vi skulle mødes med Tracy Høeg (Løbslægen) og hendes mand Rasmus Høeg der også skulle løbe.
Jeg bestilte Rødspætte og skyllede spætten ned med ½liter IPA fra bryggeriet Skovlyst. Jeg har det fint med at drikke en øl før store løb og nød bitterheden fra humlen, mens jeg tænkte på den store mængde sukker der skulle køres ned dagen efter. Snakken gik lystig om morgendagens løb og hvad der ellers rørte sig i trail og langdistancemiljøet.

Morgen – Uret ringede allerede kl. 04:30, da starten gik kl. 07:00 og der var racebriefing en halv time før. Jeg fik spist min mysli og drukket noget rødbedejuice med kaffe på sidelinjen. Det havde regnet hele natten og snakken gik lidt på valg af sko. Jeg havde besluttet mig for at løbe i Inov8 Roclite 243 og godt med noget mudder og fedtet føre, det ville passe mig fint. Skoene fik mig også fint gennem de 100km der ikke er teknisk svært udover nogle korte passager.

Vi kom i løbetøjet og af sted til start. Tjek af obligatorisk udstyr foregik i 2 geledder, fint nok men lidt sjovt når man som jeg ikke har været i militæret.
Jeg fik hapset nogle Winforce Ultra Energi Complex som var en del af udbuddet i depotbaren og som jeg havde havde planlagt at spise en af i time udover det energi jeg fik via High5 i dunk og rygsækblære, samt Clif Shotbloks jeg også spiste undervejs. Derudover spiste jeg ca. en ½ banan og et par kopper Cola per omgang i depotet.

Jeg må indrømme at jeg havde lidt sommerfugle i maven her før start, da det var en hård rute vi skulle ud på. Min målsætning var først og fremmest at komme i mål og så måtte vi se på placeringerne undervejs. Jeg havde aftalt at følges med Klaus Dahl som jeg tidligere havde sat PR med til Amsterdam marathon i 2011, hvor vi dengang gik efter at komme under 3 timer og jeg viste at han er supergod til at holde et stabilt tempo og så kunne vi støtte hinanden undervejs.

Starten gik og Fabrício Bastian, Mads Blume og Anders Aagaard Hansen lagde sig i spids på stranden. Der blev lagt ud i nået højere tempo end Klaus og jeg havde tænkt os. Vi kiggede på uret og hinanden og fik kommunikeret til hinanden at vi bare skulle tage det roligt. Der var trods alt lang vej hjem.

Vi kom også rundt i en hurtig omgangstid på 2:17 selvom jeg ikke synes jeg pressede på. En tid på 2:30 ville måske have givet nogle mere jævne splittider. Jeg fik hilst på Mads Blume og Anders Aagaard som jeg ikke havde mødt før og både Fabrício, Anders og Mads så rigtig stærke ud.

Det var også rigtig hyggeligt at møde de andre løbere ude ved nedløbet til Graven og opstigningen fra hullet ved Trampestien, hvor man lige fik et par kække bemærkningen fra kvinderne mens man gik op.

Fabrício og Mads løb først ud af depotet på 2. omgang. Klaus og jeg fik os gjort færdig og løb ud som de næste, mens Anders lige havde et vigtigt ærinde.

2. omgang Mads & Fabrício i front - Per & Klaus i baggrunden

2. omgang Mads & Fabrício i front – Per & Klaus i baggrunden

Klaus og jeg aftalte bare at køre videre i vores eget rolige tempo.
Der gik ikke længe så nåede Anders op til os igen og jeg tænkte at det havde nok kostet lidt. Anders fortalte så at han ikke var godt løbende pga. en mave der ikke ville være med og nok kun tog 2 runder. Hvorefter han løb i front og jeg tænkte han nok bare ville have en god tid på de 50km. Men jo længere vi kom ud på 2. runde så lå Klaus og jeg lige pludselig i front.

Friske 2. omgang Klaus og jeg

Friske 2. omgang Klaus og jeg

I depotet skiftede jeg den sorte trøje ud med en hvid fra Salomon da jeg tænkte at det nok blev varmere nu og solen nok ville begynde at bage.
Jeg havde fået en veritabel lussing på ruten, da jeg løb 2 runder med Klaus 3 uger før løbet på en af årets varmeste dage. Fik et mindre hedeslag der og måtte pause en ½ time inden jeg kunne løbe videre. Så havde en idé om at dagen kunne blive rigtig lummer og med varmelommer rundt om på ruten hvor luften ville stå stille.

Vi løb nu ud på 3. runde og jeg havde lidt krise fra tid til anden. Brugte nu også vandposten på vej ud til at blive kølet ned og smagen af frisk koldt vand var skønt. Vi nærmede os nu Vejrhøj og Klaus var løbet tør for væske og havde lidt krise.
Nu så jeg min kollega Freddy Ove Petersen (gammel 100km løber fra 1970erne hvor de bl.a. løb fra Østerbro til Ålsgårde og tilbage igen), rart med opbakning og blev lidt opstemt. Prøvede at sige til Klaus vi skulle løbe. Gav nåede af mit energidrik fra dunken til Klaus og løb videre mod Graven. På vej op mødte jeg Maibritt og Rasmus Høeg og synes de så friske ud.

Så ned ad Trampestien igen og nede i det sorte hul dukkede Morten Alhede frem i mørket og det var ikke en booby trap han var ved at stille op, men et større blitz angreb der lyste mangroveskoven op et kort øjeblik mens han tog billeder.

På vej op fra hullet ved Trampestien kom Maibritt og Rasmus igen nedad Rasmus så måske lidt anstrengt ud nu og jeg havde tabt Klaus. Nu løb jeg også tør for væske og prøvede bare at holde snuden i sporet så jeg kunne komme tilbage til depotet og få noget at drikke.

Ved Kobakken huserede nogle af de andre løbere fra trailmiljøet der var ude og heppe. Det var bl.a Ravn, Muren og Moses. Murens knægt løb ned mod mig ved foden af bakken, jeg fik blikket og så tog han ellers en god spurt op af bakken, mens jeg i mangel af et gangstativ kravlede op af bakken. Moses spurgte hvordan det gik, jeg sagde jeg var løbet tør for væske, hvorefter han tilbød mig en bajer. Trods at jeg godt kan lide en kold afslog jeg høfligt med at det vist var mod reglementet.

Jeg kom tilbage til depotet fik noget Cola, vand og en halv banan. Fik fyldt vand i rygsækken og en dunk energidrik med i lommen. Havde planlagt at tage musik med ud på de sidste 2 runder, men havde glemt det sidst. Fik det med nu, meget rart på sidste runde hvor jeg løb alene.

Sidste tur langs stranden og jeg besluttede at gå der, da jeg var ret træt og ikke havde lyst til at vrikke om på det glatte tang der lå over stenene. Prøvede at holde en vis fart selvom jeg gik og planlagde at løbe igen lige så snart jeg nåede op på det nemt løbbare på Ordrup næs. Kom ud på fårefolden og kunne se at adventure fotografen Martin Paldan havde taget opstilling på knolden yderst på næsset. Super gode billeder den mand tager.
Der er utroligt meget fårelort lige på den knold og filosoferede over hvad der foregik i hovedet på de får, mens de stod der med røven i modvind og fik bygget knolden større og større af lort.

Winforce100

Winforce100

Nu prøvede jeg bare at holde en nogenlunde rytme mellem at gå og løbe, men må indrømme at der skulle efterhånden ikke meget hældning på vaterpasset før jeg synes nu måtte jeg da godt trave lidt igen.
Jeg støtte nu også ind i Pia Joan flere gange ude på ruten efter hun var blevet stoppet pga. skade og nu var ude og se hvordan det forløb på ruten. Omkring Vejrhøj og efter at have været en sidste gang i Graven hvor jeg kunne konstaterer at Maibritt have ædt Klaus, troede jeg sådan set også hun ville nappe mig. Kom dog op fra hullet i mørket både mentalt og fysisk og mødte én der sagde jeg havde 7min ned til Maibritt.
Så tænkte: ”så det nu Per” – fuld skrue og de sidste 6-7km hjem der mest gik nedad forgik i løb og blev lettere overrasket over at benene rent faktisk stadig kunne løbe og i et fint tempo. Modsat min oplevelse til f.eks. Hammertrail på Bornholm, hvor de sidste 8-9km blev en dødsmarch.

Jeg nærmede mig nu mål og løb forbi Kenneth Andersen og en anden med en omgang. Der fik de venskabeligt råbt efter mig at det var tarveligt gjort. Jeg var nok ikke fysisk flyvende, men kom glad ud af skoven og så var der bare det sidste grusvej mellem sommerhusene.

Mens jeg løb op ad Ordrup strandvej og fik kigget på uret der viste 102km inden det løb tør for strøm var det tilfældigt til tonerne fra Bowie der sang Heroes. Super fed oplevelse og fantastisk modtagelse I målet.

Podie

Podie

Tak til Christian og hele holdet bag og ikke mindst synes jeg det er godt at I støtter TUBA – Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere, med overskudet fra løbet.

Også TAK til jer der ikke lige er nævnt men støttede derude jeg lagde mærke til jer og det er bare super fedt at mærke den støtte der blev sendt til os der løb ude på ruten.

We can beat them
Just for one day
We can be Heroes
Just for one day

David Bowie

1. Plads tid: 10:52

Martin Paldan billeder fra Winforce100 Tjek dem ud!

Udstyr:

Sko: Inov-8 Roclite 243

Gaiters: Inov-8 Debrisgaiter 32 Socks Medium.

Sokker: Teko Light Minicrew Wool.

T-shirt – New Balance kompression-trøje (lånt af Klaus Dahl).
Og Salomon S-Lab uden ærmer, de sidste 2 runder.

Shorts: Ronhill Trail Cargo Short Medium All Black

Vindjakke: Montane Slipstream Jacket.

Kompression: Compressport ForQuad Thigh Guard,

Compressport US (Ultra Silicone) Calf Guard.

Visor: Salomon XR

Buff fra Thy Trail Marathon.

Ur: Garmin Fenix.

Rygsæk: Camelbak, Marathoner Vest med 2l. Blære.
Dunke: Camelbak Podium Chill 610ml x 4

Energi: High5, 2:1 Fructose, Cliff Shot Bloks med koffein og Winforce gel.

Reklamer

2 responses to “We can be Heroes Just for one day

  1. Pingback: Winforce 100 | runtoenjoy·

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s